3
af: Max M Rasmussen
@
delt

Bageteknik og brødbagning - den komplette oversigt

Oplev bageteknikkens fortryllende verden med disse artikler. Uanset om du er en erfaren bager eller nybegynder, vil du finde vejledning til at skabe fantastiske brød, pizzaer og lækre bagværk. Lær grundlæggende principper, vigtige teknikker og opskrifter til at forbedre dine færdigheder som bager. Opdag procentformler, korrekt måling af mel, klassifikation af brødtyper og de vigtigste trin i bagning. Udforsk også lamineret dej, wienerbrød, surdej og meget mere.

Bliv en mester i bageteknik og skab lækre brød, der vil imponere dine smagsløg og dine gæster. Grib forklædet, tag fat på røremaskinen og begynd din spændende rejse ind i bagningens vidunderlige verden.
Bagt brød :-) - Max M Rasmussen

Generelt om bageteknik

Bageteknik #1 - Bagerens procentformel

Når man laver svingende og/eller store mængder brød er det nemmest at skrive opskrifterne som "procent formler". Hvor ingredienserne bliver målt i procent i forhold til det samlede indhold af mel. Procent formlerne gør dig også til en bedre bager fordi de hjælper dig med at forstå baggrunden for brødopskrifter i stedet for bare at huske tal. (Jeg har rettet sproget i denne artikel og tilføjet grafer.)

Bageteknik #2 - Måling og vejning af mel

I mange opskrifter vises målene i liter og deciliter i stedet for i kg og gram. Hvis man kender opskriften, eller man ikke lige har en vægt, så er det en fin måde at gøre det på. Men det er ikke uden problemer at bruge rummål på mel i stedet for vægt. Her viser jeg hvorfor.

Bageteknik #3 - Klassifikation af brød

Brød kan inddeles i flere kategorier. Så snart man kender dem er det nemt at se en ny opskrift og sige "ah det er den slags brød". Hvilket gør det nemmere at tilpassen en opskrift til sin egen smag.

Bageteknik #4 - De tolv trin i ethvert brøds liv

Når man bager brød bliver der brugt tolv trin. Ja det lyder lidt mærkligt, men den er godt nok. Ok. det er ikke alle tolv trin der er lige vigtige i alle slags brød. Men kender man dem, og klassifikationen af brød, behøver man dog stort set aldrig at læse "fremgangsmåde" delen af en brødopskrift mere.

Bageteknik #5 - Blanding og æltning af brød

At ælte et brød er ikke bare at blande ingredienserne sammen. Det er med til at bestemme hvor luftigt det endelige brød bliver. Jeg viser og beskriver her teknikkerne til at ælte forskellige typer og mængder af dej. Våd, standard og tør. Jeg viser både teknikker for hånd og maskine. Til sidst viser jeg hvad gluten er, og hvordan man med en simpel teknik kan vaske den ud af sin dej så man kan se den. (har ikke noget med glutenfrit at gøre)

Bageteknik #6 - Hævning af brød

Hævningen af dejen er det vigtigste trin for at lave et godt brød, og der er mange forskellige måder at gøre det på. Der er også en del finter der kan gøre dig til en bedre bager generelt.

Bageteknik #7 - Hævning af dej - timelapse videoer under forskellige forhold

Nogen gang skal man bruge et brød en aften, men hævetiderne passer ikke lige med det skema man har for dagen. Som regel vil jeg også gerne bruge så lidt gær som muligt for at lave mit brød, men det skal passe ind i hverdagen. Så kunne det være rart at ændre hævetiderne ved at tilsætte mere eller mindre gær. Jeg har haft svært ved at finde præcis info om hvad gær gør ved hævetiderne, også i forhold til hvor meget væske der er i dejen. Så her er en lille biologirapport med mine egne forsøg. Og med videoer af dej der hæver :-S Jeg er sikker på at denne artikel er den hidtil mest nørdede... men jeg var nysgerrig.

Bageteknik #8 - Bagning af brød

Det de fleste af os tænker på når vi siger vi skal bage, er at smide brødet i oven og hive det varmt og lækkert ud igen. Men hvis du forstår processen kan du hive det endnu mere lækkert ud.

Bageteknik #9 - Bagesten, pizzasten og damp i ovnen - teknisk artikel der kun vil interessere brødnørder!

Almindelige hjemmeovne har en del problemer. De fleste af dem kan løses med nogle få tricks. Et af de bedste tricks er en bagesten. Man kan købe bagesten mange steder, men de er sjældent helt optimale. Så jeg har fundet på nogle tricks selv så jeg kan bage brød med de bedste.

Bageteknik #11 - Bagerbrød - Franskbrød, flutes, rundstykker, pølsebrød, sandwich- og burger-boller, fletbrød og kuglebrød

Det er alt sammen brød der kan laves ud fra den samme grundopskrift. Så her er de slået sammen til én, som går ud fra min "klassiske franskbrøds opskrift". Ikke det bedste brød i verden, men meget tæt på det man køber hos bageren. Dette er i øvrigt min video nummer 100 ... yay!


Surdejsbrød og rugbrød

Lav en surdej

Det er nemt at lave sin egen surdej. På trods af at de fleste kun har hørt om denne mytiske ting. Hjemmelavet brød bagt på surdej. Problemet er næsten altid at komme i gang. At få lavet surdejen.

Min Bedste Rugbrøds Opskrift

En simpel men god opskrift på hjemmebagt rugbrød. Giver 2 mellemstore brød eller et stort.

En Simpel Rugbrøds Opskrift til hverdagsbrød

En simpel men god opskrift på hjemmebagt rugbrød. Giver 2 store brød. Forskellen på denne opskrift og "Min Bedste Rugbrøds opskrift" er at der er mere mel i i forhold til mængden af kerner. Af en eller anden grund så er kerner 3 gange så dyre som mel, så som en god jyde så tilpasser jeg mig. Brødet er dog stadigvæk rigtigt godt :-S


Brød bagt i gryde

Verdens Bedste Brød

Langtidshævet brød. Det bedste brød jeg nogensinde er stødt på er sjovt nok også et af de mest simple at bage. Det skal ikke æltes og det kræver kun ganske lidt håndtering. Som regel under 10 minutter. Den eneste ulempe er at det skal hæve meget længe, så processen kan være svær at få ind i en arbejdsdag.


Pizza og fladbrød

Pizza - teknik, baggrund og metoder

Pizza er efterhånden en af de mest almindelige retter at spise i Danmark. Der er et utal af måder at lave dem på, og de er faktisk alle korrekte. Min favorit er dog ubetinget en tyndbundet Margarita med hjemmelavet tomatsovs, basilikum og bøffel mozarella ... og så måske lige lidt kød ... og og så lige lidt løg ... og måske ...

Pizzabund - mellemvåd dej - æltet

Det er forskelligt hvor lang tid man har til at lave en god pizzadej. Så her er en oversigt over hvordan man får den bedst mulige pizzadej frem på den tid man har til rådighed. Jo længere tid man har, jo bedre bliver den naturligvis. Men man kan sagtens lave en god dej, også på kort tid. Nåh ja forresten, dejen er også god til snobrød.

Langtidshævet pizzadej - våd - æltefri

Den bedste pizzabund med de store lufthuller i skorpen og masser af smag er uden tvivl den våde langtidshævede dej. Den er også nem at lave. Du skal ikke ælte noget. Men du skal starte dagen i forvejen hvis du skal nå det.

Pizza - formning og bagning

Uanset hvordan man laver sin pizzadej eller hvilket fyld man kommer på, så skal pizzaen formes og bages. Jeg prøver her at beskrive teknikkerne bagved.

Foccacia brød

Foccacia er et italiensk fladbrød som er i familie med Pizzaen. Men i modsætning til pizzaen så serveres foccacia brød som et tilbehør. Jeg har serveret det nogle gange til familliefester. Det forsvinder hurtigere end "verdens bedste brød", og jeg bliver konstant plaget om opskriften. Så her er den.


Lamineret brød og wienerdej

Wienerbrød bagt på smør - basisopskrift og stænger

Hvis du har været i udlandet og smagt deres wienerbrød, så ved du at det ikke kan måle sig med det danske. Men faktisk kan det danske wienerbrød være endnu bedre end det man køber ved bageren. Min svigerfar der er udlært bager har givet mig denne opskrift. Jeg har nu ændret lidt i den. I hans blev der brugt noget specielt bager margarine. Den er skiftet ud med smør. Jeg syntes det betyder meget for smagen. Uanset hvad så er det svært at få bedre kage end dansk wienerbrød.

Remonce - til wienerbrød, brunsviger, kanelsnegle mm.

Vi skal bage og det skal lige have det sidste pift af noget sødt. Så er det tid til at hive remoncen ud. Brunsviger, kanelsnegle, kagemand, wienerbrød, kringler og fastelavnsboller. Det hele er der.

Wienerbrød bagt på smør - spandauer med creme eller syltetøj

Min yndlingkage når det kommer til wienerbrød er spandauer. Her viser jeg hvordan man kan lave dem selv.

Wienerbrød fastelavnsboller - cremeboller

Fastelavnsboller med creme får vi alt for lidt. Det er synd kun at spise dem om vinteren! Men bageren vil jo ikke rigtigt sælge uden for sæsonen. Så her er en opskrift så du kan lave dem selv. hele året rundt .... og så bare kald dem cremeboller så din familie ikke syntes du er underlig.

Croissant bagt på smør og pain au chocolat

Noget af det allermest svære man kan bage er en lamineret dej. Også kaldet en wienererdej her i Danmark. "Danish pastry" kaldes den sjovt nok hvis man taler engelsk. Den ultimative udfordring er croissanten. Den er meget ærlig i det der ikke er fyld, remonce, glasur osv. der kan skjule ens småfejl. Der er mange måder at lave den på, med forskellige mængder rullesmør, antal foldelag osv. Denne opskrift er den jeg syntes er den bedste version hvis man skal prøve det første gang. Men den virker altså også fint til 2. 3. og 100. gang.

Birkes, thebirkes, københavnerbirkes, frøsnappere

Birkes og thebirkes/københavnerbirkes bages stort set på samme måde, så jeg slår dem lige sammen til én opskrift. Der er dog væsentlige forskelle, såsom at der ikke er remonce i almindelige birkes.


[slettet]
[slettet]
[fjernet]